Attraktioner

Du kommer ikke til at kede dig under din ferie i Øer Maritime Ferieby…

Indenfor kort afstand kan du nemlig finde zoo, museer, forlystelsesparker og dyrehaver af enhver art.

Hvis du kan løsrive dig fra de mange aktiviteter i Øer Maritime Ferieby, kan du her finde inspiration til spændende attraktioner, du kan komme til på forholdsvis kort tid.

 

Det sker i Ebeltoft 

Byen Ebeltoft er kendt for sine hyggelige smalle gader med brosten og bindingsværkshuse. Her er mange idylliske steder der indbyder til fx at fotografere.

Helt specielt er bl.a. Det Gamle Rådhus, der er fra 1576, hvor mange brudepar rejser til Ebeltoft for at få den helt rigtige romantiske bryllupskulisse. Også Farvergården fra 1700/1800-tallet har en særlig charme, og langs Adelgade, Overgade og Nedergade er der mange andre smukt bevarede huse.

Nationalpark Mols Bjerge

De danske nationalparker indeholder nogle af de mest unikke danske landskaber.

Nationalpark Mols Bjerges 180 km2 store istidslandskab har da også gennem tiden haft stor tiltrækningskraft på mange mennesker – og er i dag Østjyllands mest besøgte kyst- og naturområde.

Fregatten Jylland

Uanset om man er barn eller voksen kan man på den smukt beliggende Fregatø ud til Ebeltoft Vig få maritime oplevelser og spændende ny viden om dansk marinehistorie.

Med museet, værftet, træskibshavnen og ikke mindst nationalklenodiet Fregatten Jylland venter oplevelser og information, der giver både store og små et unikt indblik i en enestående dansk kulturarv.
Kig forbi, vi glæder os til at byde dig velkommen ombord.

Skandinavisk Dyrepark

Skandinavisk Dyrepark er en tematiseret dyrepark. Vi fokuserer overvejende på skandinaviske dyrearter, og vi er kendt for vores overvældende parker til isbjørne, brunbjørne og ulve og en hel masse andre nordiske dyr fordelt på 470.000 kvadratmeter. 

Parkens isbjørneanlæg er anerkendt som verdens bedste, og vi har fået isbjørneunger i parken flere gange. Hanisbjørnen Siku – der blev født i 2011 – har dedikerede fans over hele verden. 

Glasmuseet

Glasmuseet Ebeltoft blev oprettet i 1985 i den tidligere Toldbod i den mere end 700 år gamle købstadsby Ebeltoft, som ligger ved Ebeltoft Vig. Museet blev til på initiativ af den danske glaskunstner Finn Lynggaard og realiseret i tæt samarbejde med tidligere direktør for Kvadrat, Erling Rasmussen og statsautoriseret revisor, Bent Fredberg.

Glasmuseet Ebeltoft råder over en anerkendt samling af moderne, international glaskunst, som er generøst doneret eller udlånt til museet af glaskunstnere fra hele verden.

Kattegat Centret

Kattegatcentret ligger ved Grenaa Havn, helt ud til Kattegat. Derfor kan vi både se, dufte og mærke havet hver eneste dag. Det er lige noget for sådan nogle havtosser som os! Heldigvis er vi ikke de eneste, der er bidt af havet. Kattegatcentret åbnede i 1993 og har siden haft over 6 mio. besøgende.

I 2016 og 2018 blev Kattegatcentret kåret som Nordens Bedste Akvarium.

Ree Park

Ree Park Safari strækker sig over et 125 hektar stort, kuperet og naturskønt område med skov og søer ca. 10 kilometer fra Ebeltoft. I dag har parken 30 fastansatte medarbejdere på 6 områder: Administration, dyrepassere, dyrlæge, butik, cafe og service.

Under skiftende navne har parken gennem de seneste 18 år udviklet sig fra at være en blomsterpark, over en eksistens som en familiepark med klappedyr, til den nuværende safaripark med et værdimæssigt fokus på arter med særligt brug for en hjælpende hånd.

Djurs Sommerland

Er I til fart, leg og sjov for hele familien? Så glæd jer til Danmarks største rutschebaner, det kæmpestore Vandland og over 60 forlystelser for både små og store legebørn.

Kom og oplev, hvorfor Djurs Sommerland er kåret til Nordens bedste sommerland fire år i træk – og prøv de 2 superseje nyheder for hele familien.

Aros

ARoS er med sine 20.700 kvadratmeter fordelt over 10 etager ét af Nordeuropas største kunstmuseer. Hvert år modtager ARoS omkring én million besøgende, hvilket gør det til det mest besøgte kunstmuseum i Skandinavien.

ARoS’ ambition er at blive blandt de 20 væsentligste kunstmuseer i verden. Dette skal ske ved at gøre tingene på nye og utraditionelle måder, hvor museet blandt andet spiller sammen med det omgivende samfund.

Den Gamle By

Den Gamle By er grundlagt af den aarhusianske lærer og translatør Peter Holm på sin nuværende placering i Botanisk Have i Aarhus i 1914. Peter Holms tanker udgør fortsat idégrundlaget for museets arbejde.